Regionen Trentino-Alto Adige består af to provinser, nemlig Trentino og Alto Adige, som også går under navnet Sydtyrol. Hovedstaden i regionen er Trento, og regionen har dermed delvist navn efter sin hovedstad.
Trentino-Alto Adige er én af de fem autonome regioner i Italien, hvilket vil sige, at regionen har en del selvstyre i forhold til lokalpolitik. Trentino-Alto Adige er den nordligste af de 20 regioner, da den ligger oppe ved den øverste bue i Italiens ”støvleskaft”.
Rent størrelsesmæssigt, er Trentino-Alto Adige en af de større regioner, da den er på 13.606 kvadratkilometer. Regionen er ikke så befolkningstæt, da der kun bor godt en million mennesker. Det vil sige, at der kun bor ca. 79 mennesker pr. kvadratkilometer.
Landskabet er kendetegnet ved, at regionen ligger lige syd for Alperne. En oplagt årsag til, at Trentino-Alto Adige ikke er så tæt befolket, er, at det er en bjergrig region. Det er f.eks. sværere at bygge boliger og virksomheder samt at dyrke jorden i bjergområder. På grund af Alperne, svinger vejret fra et alpint klima til et subkontinentklima.
Skøn natur og dejlige, kulturelle seværdigheder
Hvis man er vild med bjerglandskaber og skønne udsigter og natur, er denne region bestemt et besøg værd. Udover den skønne natur, er der også kulturelle seværdigheder i Trentino-Alto Adige. Lad dig inspirere af de tre seværdigheder, der nævnes i listen nedenfor. Der er mange flere seværdigheder, der er værd at overveje, hvis du har lyst til at rejse til Trentino-Alto Adige.
Seværdigheder i Trentino-Alto Adige omfatter bl.a.:
Gardasøen (regionen grænser op til søen mod syd og er et besøg værd for badende feriegæster)
Val Gardena (et skiområde til den aktive ferie)
Pustertal (en vandfyldt dal, der er oplagt til en naturferie og en lille sejltur)
Madkulturen i Trentino-Alto Adige
Den bjergrige regions madkultur er ret forskellig alt efter, hvilken af de to provinser, man besøger. Sydtyrol er kendt for at blande sin italienske madkultur med den centraleuropæiske, hvorimod Trentino-provinsen er kendt for at bruge polenta, majs og surkål i madlavningen.
Førhen blev retter med kød fra dyr, der levede i bjergene, serveret for overklassen. I dag er madkulturen overordnet set stadig meget påvirket af traditionelle italienske retter.
En typisk ret, der serveres i denne region er bl.a. sydtyrolske bretzels, som er en appetizer. Bretzels er en form for kringle, der har rødder i den tyske madkultur.
En anden nævneværdig ret er canerdeli, som er en forret. Det er brødkugler, som bl.a. indeholder forskellige typer pålæg sammen med mælk, æg og ost.
Hvidvine og mousserende vine
Trentino Alto-Adige er særligt kendt for sine hvidvine og mousserende vine. Regionen er et af de områder, hvor der ikke produceres ret megen vin, men forklaringen herpå er formentlig, at det er et bjergrigt område. Regionen står kun for omkring 6 % af den samlede produktion af DOC-vin.
I hele regionen produceres der vine af druesorterne Pinot Grigio, Pinot Bianco, Gewürztraminer og Müller-Thurgau. Derudover produceres der også en lækker mousserende vin i Trento. Denne vin er lavet af druer af sorterne Pinot Noir og Chardonnay.