Sicilien (kaldet Sicilia på italiensk) er en af Italiens tyve regioner, og heraf er der fem, der har autonom status. Sicilien er en af disse fem, og det vil sige, at de har mere selvstyre, hvad angår f.eks. økonomiske og politiske beslutninger.

Med et areal på 25.832 kvadratkilometer udgør den dejlige ferieø hele 8,56 % af Italiens samlede areal. Øen er rimelig tæt befolket, da der i alt bor ca. 5 millioner mennesker. Det vil sige, at der bor 194 personer for hver kvadratkilometer.

Siciliens hovedstad er Palermo, der ligger i toppen af øen mod vest. Øens andenstørste by er Catania, som ligger syd for vulkanen Etna. Sicilien er omgivet af øer, som er oplagt at sejle rundt til, hvis man slet ikke kan få nok af Italiens økultur. Mod syd ligger Malta, og mod sydvest ligger Tunesien (Afrika).

Da Sicilien er en ø, er klimaet i høj grad påvirket af det omgivende hav. Klimaet er typisk middelhavsklima, hvilket vil sige, at vintrene byder på rimelig megen nedbør og relativt høje temperaturer. Siciliens somre er varme, og temperaturen kan blive meget høj mod syd på grund af Afrikas luft- og vindstrømme.

Siciliens vulkaner og storslåede natur

Hvis man f.eks. gerne vil tage på ørundfart i Italien, er det oplagt at bruge Sicilien som ”base”, da der er færgeforbindelser til bl.a. Linosa og Pantellerìa, der ligger mod syd, og til den vulkanske øgruppe nord for Sicilien, der bl.a. omfatter Malfa, Lipari og Stimpagnato. Øgruppen omfatter også Strómboli, som er én af de tre aktive vulkaner i Italien.

På trods af, at Sicilien er en solrig ø, er det ikke unaturligt at opleve, at der ligger sne oppe i bjergene, da disse nemt kan rage så højt op i himlen, så temperaturen er lav nok til, at sneen ikke smelter. Du kan f.eks. opleve sne på toppen af det vulkanske bjerg Etna, hvis du besøger området fra oktober til maj.

Der er masser at se og opleve, hvis du rejser til Sicilien, f.eks.:

Vulkanen Etna (et storslået vulkanbjerg)

Castello Ursino (et slot der ligger i Catania nær Etna)

Cattedrale di Monreale (en katedral, der ligger i Monereale lidt uden for Palermo mod sydvest)

Guds køkken og lækkert bagværk

Madkulturen på Sicilien er noget helt særligt. Den omtales nemlig ofte som ”Guds køkken”. Hvis man smager de forskellige lokale retter, er det nemt at forstå hvorfor.

Du kan f.eks. nyde Cassata (særligt i Palermo). Cassata er en lækker kage, som bl.a. indeholder mandler. Andre lækre kager omfatter f.eks. Cannoli, som er aflange og runde kager, der er fyldt med en sød creme, som ofte indeholder ricotta (en speciel ost).

Udover lækre kager, byder det sicilianske køkken også på lækre madprodukter som f.eks. Arancini og Caciocavallo.

Begrænset vinproduktion, men bestemt en smagsprøve værd

Siciliens DOC-vinproduktion udgør blot omkring 1 % af Italiens samlede vinproduktion. Det er lidt ærgerligt, for vine fra denne solskinsø er typisk mørke og rige i smagen med fokus på en lækker smag af frugt. Særligt druesorten Nero d’Avola er værd at gå efter.