Basilicata er en af de sydligste regioner i Italien. Den ligger nemlig i bunden af ”støvlen”, nærmere bestemt ved bugten mellem regionerne Apulien (Puglia) og Calabria (Calabrien), som har det meste af kyststrækningen. Basilicata er dog ikke helt snydt for kystlinje, da den både har kyst mod sydøst og sydvest, og dermed skærer tværs henover Calabrien, som udgør spidsen af ”støvlen”.

Man skal ikke lade sig snyde af Basilicatas relativt store geografiske størrelse, for hvad angår indbyggertal, er der ikke ret befolket. Basilicata udgør, med sine 10.073 kvadratkilometer, 3,34 % af Italiens samlede areal, men befolkningen i regionen udgør kun 0,93 %. Befolkningstætheden er på 56 indbyggere pr. kvadratkilometer, hvilket er i den lave ende.

Landskabet er præget af bjergkamme og bakker. Næsten halvdelen af regionen (47 %) er dækket af bjerge, så det forklarer, hvorfor området er ret tyndt befolket. På grund af at regionen både har bjerge og kyster, er Basilicata kendetegnet ved både fastlands- og kystklima. F.eks. kan man derfor nemt opleve koldere vejr med regn tæt på bjergene, og tættere på kysten er der ofte lidt mere vind men ofte varmere, da vand har en god evne til at holde på varmen og derefter opvarme luften, der driver ind over kysterne.

Ældgamle ruiner og flot natur

Basilicata er et alsidigt område i Syditalien. Du kan f.eks. besøge ældgamle ruiner og gå en tur i smukke naturomgivelser. Du kan også tage familien eller vennerne med på f.eks. mad- og musikfestivaler, som især foregår om sommeren.

Oplev et bredt udvalg af spændende seværdigheder, som f.eks.:

Heraclea Lucania er resterne af en ældgammel by og er et besøg værd

Slottet, Castello Tramontano, ligger på en bakke i Materas historiske bymidte

Det arkæologiske museum Domenico Ridola i Matera-provinsen

Kød, brød, pastaretter og ”bondemad”

”Cucina povera” er groft oversat til ”bondemad” på dansk. At det er mad, der udspringer af landbrugserhvervet, er ikke en dårlig ting. Hvis man skulle kalde dansk mad for noget specifikt, så var det fristende også at kalde vores retter for ”bondemad”, da vi også er et land, der stadig har stort fokus på landbrug. Dog er der nok en negativ association mellem ”bondemad” og fattigdom, da bønderne i Basilicata ikke altid har haft nemt ved at klare sig.

Det, der er særligt ved de lokale madtraditioner i Basilicata, er bl.a., at man har brugt brødkrummer til at drysse over sin pasta i stedet for ost. Andre kendetegn ved Basilicatas køkken er det store fokus på grise- og fårekød samt bl.a. brød og grøntsager.

En bjergrig region med begrænset vinproduktion

Vinproduktion er ikke den største satsning for indbyggerne i Basilicata. Blot 0,1 % af DOC-produktionen kommer fra Basilicata, men det er formentlig fordi de store arealer, der er dækket af bjerge og bakker, ikke er optimale i forhold til at dyrke druer.

Regionen er på en nittendeplads ud af tyve af alle Italiens regioner, når det drejer sig om vinproduktion, men den vin, der bliver produceret af Aglianico-druer, er speciel, da druerne formentlig har vokset på siden af en vulkan.